Handelsbetingelser til reklamebureauer
Paradigme – Samhandelsbetingelser
Følgende samhandelsbetingelser er gældende ved samhandel med
Boostly A/S
CVR-nr.: 30566637
Jens Baggesens Vej 90N
Aarhus 8200
- Alt indhold
- 1. Anvendelsesområde
- 2. Tilbud accept og ordrebekræftelse
- 3. Digitale leverancer og tredjepartsydelser
- 4. Priser
- 5. Betalingsbetingelser
- 6. Levering
- 7. Ejendomsret/ejendomsforbehold
- 8. Særligt om ophavsrettigheder
- 9. Mangler og reklamation
- 10. Underleverandører
- 11. Ansvarsbegrænsninger
- 12. Ændringer
- 13. Force majeure
Nærværende samhandelsbetingelser er gældende ved enhver form for samhandel med Boostly gældende fra 01/01-2026. Ved kundens accept af et fra Boostly fremsat tilbud accepterer kunden samtidig at have læst og forstået nærværende samhandelsbetingelser.
I fravær af anden aftale er et tilbud fra Boostly at anse som værende bindende for Boostly i 30 dage gældende fra tilbuddets afgivelse.
Kunden anses for at have accepteret det af Boostly fremsatte tilbud ved kundens modtagelse af Boostlys ordrebekræftelse.
Kunden er ansvarlig for at gennemgå og godkende korrekturmateriale, herunder tekst, priser, links, kontaktoplysninger og stavefejl, inden endelig publicering eller produktion.
Såfremt kunden anser den af Boostly afgivne ordrebekræftelse for at afvige fra kundens ordre og dermed indebære en ændring, som kunden ikke ønsker at acceptere, påhviler det kunden at meddele Boostly, at kunden ikke ønsker at acceptere disse ændringer. Kunden skal i så fald give Boostly meddelelse herom inden 5 arbejdsdage. I modsat fald vil den af Boostly afgivne ordrebekræftelse blive lagt til grund ved vurderingen af aftalens korrekte opfyldelse.
Såfremt Boostly behandler personoplysninger på vegne af kunden, indgås særskilt databehandleraftale efter gældende GDPR-regler
Boostly leverer digitale ydelser og produkter såsom, men ikke begrænset til, websites, grafisk materiale, annoncer, sociale medier, kampagner, tekstindhold, digitale filer og øvrige online relaterede løsninger.
Såfremt leverancen helt eller delvist er afhængig af tredjepartsplatforme, software eller leverandører, herunder Meta, Google, LinkedIn, hostingudbydere, domæneregistratorer, plugins eller eksterne systemer, kan Boostly ikke holdes ansvarlig for fejl, nedetid, ændringer, begrænsninger eller forsinkelser, som skyldes forhold hos disse tredjeparter.
Medmindre andet er skriftligt aftalt, afholdes omkostninger til tredjepartslicenser, abonnementer, hosting, domæner, annonceforbrug og øvrige eksterne ydelser af kunden.
Kunden er ansvarlig for, at alt materiale, herunder tekst, billeder, video, logoer og øvrigt indhold leveret til Boostly, lovligt kan anvendes og ikke krænker tredjemands rettigheder eller gældende lovgivning.
Boostly kan ikke garantere konkrete resultater, herunder omsætning, rækkevidde, placeringer, leads, konverteringer eller performance på digitale platforme, da sådanne forhold afhænger af en række eksterne faktorer uden for Boostlys kontrol.
Når digitale filer eller materialer er afleveret til kunden, er kunden selv ansvarlig for opbevaring, backup og videre sikring af materialet, medmindre andet er særskilt aftalt skriftligt.
Såfremt andet ikke er aftalt, er alle priser angivet ekskl. moms, fragt, levering og gebyrer.
Boostly forbeholder sig retten til at foretage en regulering af priserne i det omfang, Boostly kan dokumentere en stigning i lønninger, materialepriser, offentlige afgifter eller i øvrige omkostninger.
Faktura fremsendes ved udgivelse eller levering, medmindre andet er skriftligt aftalt. Betaling forfalder netto 8 dage fra fakturadato.
Såfremt kunden ikke foretager rettidig betaling, er Boostly berettiget til at opkræve renter af det skyldte beløb gældende fra forfaldsdagen. Den opkrævede rente vil i henhold til rentelovens bestemmelser bestå til enhver tid af et tillæg på 5 %.
Ved manglende betaling forbeholder Boostly sig retten til at tilbageholde eller suspendere igangværende leverancer, ydelser og digitale services, indtil fuld betaling er modtaget.
Levering finder sted på det med kunden aftalte sted og tidspunkt, dog med forbehold for forsinkelse eller forhindringer, der skyldes underleverandørers forhold, force majeure-omstændigheder – såsom brand, arbejdskonflikt, mangel på transportmidler og enhver anden omstændighed som parterne ikke er herre over – samt kundens handlinger eller undladelser.
Indtræder forsinkelse, er kunden med de af pkt. 5.1. følgende forbehold kun berettiget til at hæve aftalen, såfremt han samtidig med aftalens indgåelse har præciseret betydningen af, at levering sker til nøjagtig bestemt tid.
I tilfælde af kundens manglende betaling forbeholder Boostly sig retten til at tilbageholde den af kunden bestilte leverance, indtil kunden har foretaget korrekt betaling.
Hvad Boostly har tilvejebragt eller ladet tilvejebringe af forarbejder, mellemprodukter, materialer, værktøjer m.m. til brug for leverancen, er Boostlys ejendom. Dette gælder, uanset om det tilvejebragte er særskilt faktureret.
Ophavsretten til forberedende designmateriale, som kunden har leveret til brug for Boostlys udarbejdelse af det bestilte produkt, tilhører kunden. I denne forbindelse indestår kunden for, at det leverede materiale ikke er behæftet med tredjemands modstridende rettigheder.
Kunden opnår ved fuld betaling eksklusiv brugsret til det færdige materiale, mens Boostly bevarer retten til underliggende arbejdsfiler, skitser, oplæg, metoder og knowhow.
Med forbehold for det i pkt. 8.1. nævnte materiale bibeholder Boostly den fulde og uindskrænkede ophavsret til de af Boostly udviklede forarbejder og koncepter, kreative oplæg, originalmateriale m.m., hvorfor sådant materiale ikke må udleveres til tredjemand uden forudgående samtykke fra Boostly.
Kunden er ansvarlig for straks at reklamere over en mangelfuld leverance. Undlades reklamation, eller reklamerer kunden for sent, mister kunden adgangen til at gøre manglen gældende. Boostly er berettiget til at afhjælpe en mangel, såfremt dette kan ske inden for rimelig tid.
Boostly er berettiget til helt eller delvis at lade arbejde udføre hos underleverandører.
Boostly kan på ingen måde holdes ansvarlig for kundens indirekte tab herunder, men ikke begrænset til, kundens driftstab og tab af avance, medmindre Boostly har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.
Boostly er på ingen måde ansvarlig for tab eller skade, som er foranlediget af kundens ændringer af det leverede produkt.
Vilkårene i nærværende samhandelsbetingelser samt aftaler, der er afledt heraf, kan ikke ændres uden et forudgående skriftligt samtykke fra Boostly.
Ved kundens accept af Boostlys samhandelsbetingelser accepterer kunden samtidig, at kunden må kunden ikke foretage væsentlige ændringer i det leverede produkt uden et forudgående samtykke fra Boostly.
I tilfælde af force majeure-begivenheder såsom krig, brand eller andre hindringer uden for parternes kontrol suspenderes denne aftale, indtil parterne atter er i stand til at opfylde deres forpligtelser.
Såfremt parterne ikke kan løse en konflikt i fællesskab, vil enhver tvist, strid eller påstand, der udspringer af eller i forbindelse med aftalen eller misligholdelse, opsigelse eller ugyldighed heraf, endeligt afgøres ved Retten i Aarhus under anvendelse af dansk lovgivning.